2021

Sæson 14 - 2021




















__________________________________________________________________________________________


Los G vs HEM

Lørdag den 17. april 2021 - kl. 11.30 - Valby Idrætspark

 

Efter ikke at have rørt en bold i over et år, og ikke at have vundet en sejr i over 2 år, var det alligevel et selvsikkert Los Gigantos-hold, som mødte op til første kamp i sæsonen. Arnt er indtrådt i trænerteamet, og har givet taktikken en ordentlig overhaling. Det fik bestyrelsen til at udråbe Los Gigantos som storfavorit. Som optakt til kampen blev skrevet:

 

”HEM bør blive kanonføde, når Giganternes skarprettere entrerer Valbys kunstgræsbaner. Det bliver efter alt at dømme endnu en sæson, hvor ”Hem var det, der vandt i dag…..” ikke bliver sunget.”

 

Så man dagens opvarmning, hvor sammenhængen mellem afleveringer og tæmninger var komplet fraværende, kunne man godt frygte, at virkeligheden ikke skulle matche forudsigelserne.

 

Med i truppen var: Bølle, Nielsen, D, Thomse, Rasser, Arnt, Frode, Niko, Søren og Strass. Helt uvant var Morten og Morten henvist til bænken af en benhård trænerduo til deres udtalte utilfredshed, og Rasser var sat til at tage over.

 

Kampen var præget af at begge hold var rustne og i ekstrem dårlig form. Men giganterne fik dog hurtigt skabt et spilovertag og skabt en pæn mængde chancer. Disse chancer blev misbrugt på det groveste, og det var vist nærmest kun Bølle på kassen, som ikke skyldte en omgang på den konto. Efter ca. 15 minutters spil får vi dog et lidt halvtyndt straffe, og det var Frode manden for at sparke stensikkert ind.

 

Som kampen skred frem, åbnede vi mere op bagtil, og HEM fik flere store chancer. At vi holdte nullet var nok mest af alt et resultat af held og en god indsats fra Bølle. Los G lykkedes to gange yderligere med ikke at grøe store chancer til skamme. Først ved Thomse og til sidst ved Søren T, som også var arkitekten bag straffesparket.

 

Kampen endte 3-0, og det blev fejret ved at tørlægge øl-hanerne i cafeen, og ved at nyde de medbragte forfriskninger fra vores sponsor, Vodka Bornholm. 

 

Strassmann


__________________________________________________________________________________________

 

FC Borgen vs. Los Gigantos

Mandag den 3. maj 2021 - kl. 18.40 - Valby Idrætspark

 

Stadig høje over 3-1 sejren og småfulde af sponsoratet stod Giganterne på grønsværen og varmede op forud for dagens opgør. Opvarmningen bestod af lige dele benovelse og misundelse over den nyeste gigants færdigheder. En Soundboks på 15 kg der skulle sætte en stor fed streg under Giganternes scoringer. Inden startfløjtet mente dommeren, at det var på sin plads at minde Giganterne om fordums storhed og spurgte derefter ind til, hvordan det dog er kommet så vidt. Spillerne kiggede på trænerstaben, som lod som om, de ikke hørte spørgsmålet, hvorefter kampen blev fløjtet i gang.

 

Der skulle ikke gå lang tid, før det stod klart, at Giganterne ville vinde kampen. Omvendt skulle der ikke gå lang tid herefter, før det stod klart, at Giganterne sagtens kunne tabe kampen alligevel. Kort inde i første halvleg sendte Phar en kanonkugle afsted, som en ekskremt urutineret målmand sendte direkte op i luften, hvor Niclas Hørup sprang op og sendte et hovedstød afsted og ind i kassen. 1-0. Kort tid efter sendte Niclas endnu engang en klasse aflevering afsted til Phar, som stak af og sparkede bolden sikkert ind. 2-0. Begge scoringer blev fejret i larmende tavshed, da D mente, det mest fornuftige var at spare på batteriet og fejre sejren i omklædningsrummet i stedet. Målmanden, Søren T, var så frustreret over beslutningen, at han løb ud for at diskutere den. Midt i diskussionen sendte modstanderne en ballonbold afsted fra egen banehalvdel og ind i målet. 2-1. Stadig ingen musik fra Soundboksen. En tydeligt frustreret Søren T forsøgte i anden halvleg at fremprovokere lyd fra Soundboksen, men lod Giganterne slippe med skrækken. Kampen endte 2-1 til Giganterne, som fejrede sejren ved at blæse trommehinderne ud i omklædningsrummet.   

 

Niclas


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs. Eisbaren Jurnited

Søndag den 9. maj 2021 - kl. 11.10 - Valby Idrætspark

 

Hold: Bøhlers, Nielsen, Søren, Mucke, Nikolaj, Rasmus, Thomse og Andy :)

 

Sæsonens første nederlag, efter en lidt skidt præstation!!

 

Giganterne kommer foran ved en lækker dødboldssituation! Arnt og phar har haft store skænderier over manglende kommunikation på banen, specielt om hvordan phar skal håndtere diverse afleveringer! Men indkastet bliver taget, og hele Los g råber “head til bolden Thomse” og præcis som phar ønsker, så scorer vi. Derefter har giganterne flere muligheder for at bringe sig yderligere foran, men misbruger chancer på det groveste! Giganternes kondi løber ud, og rutinen fra modstander holdet giver desvære pote! De score 2 flotte mål, og giganterne må desværre gå fra banen med et 2-1 nederlag!

 

Arnt


__________________________________________________________________________________________

 

Los G VS Bjørnebanden FC

Torsdag den 13. maj 2021 - kl. 11.10 - Valby idrætspark - Pokalturnering 

 

Efter den klassiske skrivebordssejr til giganterne, i første runde af pokalturneringen, ventede Bjørnebanden FC fra B-rækken i anden runde.

 

De som var med i den sidste tid i B-rækken vil kunne huske at det ikke blev til mange point til giganterne. Derfor var det selvfølgelig noget nær A-kæden som der blev stille op i. Med til kamp var Dyrnæss, Frode, Strass, Mücke, Søren, Jeppe, Bøhlers, Niclas og Niko.

 

Kampen starter desværre som frygtet og der går ikke længe før giganter er bagud både 1 og 2-0. Samtidig så sker der det forfærdelige, at en af holdets bærende kræfter Bøhlers bliver skadet. I en meget kreativ dribling sidder han fast i bolden og anklen hæves til det dobbelte. Med Bøhlers ude skulle der andre til at drible bolden ud over sidelinien, en opgave som Strass tager på sig ad flere omgange.  

Første halvleg slutter herefter uden det store at berette.

 

I anden halvleg spiller giganterne sig op og en stærk defensiv holder Bjørnebanden fra chancer.

 Det lykkedes også for giganterne at få bolden i mål, men til undertegnede og sikkert også læserens overraskelse, kan jeg simpelthen ikke huske målet.

 

Kampen ender 2-1, men der var stadig god stemning blandt giganterne over præstationen. Kampen bliver diskuteret over en øl mens nyudklækkede bilist Strass får lov til at køre merceren  og Bøhlers en tur på skadestuen.

 

Mücke


__________________________________________________________________________________________

 

Det nye Los Gigantos - En klub af afbud!!!

Fredag den 14. maj 2921 - kl. 18.40 - Kløvermarken - Los Gigantos vs. De Grønne Slagtere IF

 

Det er fredag, der er forår i luften, Los G kamp og en FB-begivenhed FYLDT med afbud. Det ene afbud bedre end det andet. Med til kamp har vi ikke:

  • Rasser er i Göteborg.
  • Au2 er i sommerhus
  • Jens er i sommerhus med en forstuvet ankel og får en bøde for manglende svar.
  • Niko laver en klassisk “Niko” og svarer ikke. Det koster slef en bøde.
  • Nillers deltagelse er uafklaret… Det er den stadig!!!
  • Arnt har været i kontakt med en Corona positiv og er derfor gået i Iso med Nanna hans nye kæreste

Der er derfor ikke mange tilbage, at udtage for trænerteamet. Det lykkes dog at samle A-holdet til en FFFF-kamp (Fredag, Fyraften, Fodbold & Fadøl):

Dyrnæss, Hr. D, Søren, Jeppe, Frode, Mugge, Phar, Vixø og alders prezi Flindt.

 

De Grønne Slagtere er også i fredagsstemning og har på trods af Coronasituationen, en større fanskare med på sidelinjen. Dette er dog ikke noget der skræmmer giganterne. Med foråret i fuld fjor, kunne man let forveksle duften af friske urter med de krydre smøger som blev røget på modstanderens sidelinje både før og under kampen. Det var heller ikke noget der skræmte giganterne.

 

Kampen bliver fløjtet i gang og bølger lidt frem og tilbage de første par minutter. Der går dog ikke længere før Hr.  D fra sidelinjen vurderer, at De Grønne Slagtere er Los Gigantos for 10 år siden. Det er et ungt og spændstigt hold vi står overfor. Deres ene angriber løb med bold lige så hurtigt som Los G’s hurtigste spiller Jeppe (ikke Niller). Når dette er sagt, så forestil dig, at Hr. D to på hinanden gentagne gange, står over for denne ene angriber, som tørrer ham og får Hr.  D til at ligne et plantet træ i Harzen. Det er den klassiske finte, hvor du spiller bolden den ene vej rundt om modstanderen og løber den anden. Her var der ikke tvivl om, at Hr. D kunne kandidere som truppens langsomste spiller.

 

De Grønne Slagtere får scoret et mål og der går ikke mange minutter før de udbygger føringen til 2-0. Det ligner en regulær afklapsning indtil vi i anden halvleg får spillet Vixø fri, som let og elegant trille bolden ind over modstanderens målstreg til en reducering.

Med kun få minutter igen kaster Flint et langt og meget højt indkast til forreste stolpe. Frode hopper for at hætte til bolden med en anden høj modspiller, hvilket resulterer i, at ingen rammer bolden. Bolden hopper videre og et godt stykke op i luften. Så højt, at den næst højeste spiller på banen end ikke kan nå den med hovedet, selvom han hopper. Dette resulterer i, at Phar kan tage bolden ned med mavsen og tumle bolden ind over mållinjen til slutresultatet 2-2

 

Et godt resultat alt taget i betragtning. Lad os håbe, trænerteamet fremadrettet har flere at vælge imellem, når de skal udtage holdet næste gang.

 

Phar


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs. Øster Vold FF

Mandag den 24. maj 2021 - kl. 12.20- Valby idrætspark

 

Hold: Rasser, Søren, Jeppe, Niko, Store Strass, Lamme rasser 1, Nielsen, Lamme Rasser 2, Tobias, Lamme Rasser 3

Det var et veloplagt hold der stimlede sammen i Valby, denne dag efter indtag af oblat og altervin, med fuld fortrøstning til kampens udfald.

 

Hold sammensætningen blev hektisk op til kampen da flere giganter havde ondt i anklerne, ryggen og naturligvis bød CoVid19 også ind.

Kampen fløjtes i gang af den, skulle det vise sig, værste dommer i mands minde. Holder vi møder er klart underlegne, de har en enkelt spiller til lidt sambabold, men har ellers mest glemt hvad de laver på banen- dette giver giganterne en masse bold besiddelse, et par gode opbygninger af angreb og det resulterer da også i et flot mål til giganterne leveret af Rasser. Undertegnet har sin debut i fodboldkunstens verden og viser da også med overskud og præcision at jeg høre til på banen ( ingen boldberøring, intet anende om plads på banen samt en vejrtrækning der lyder som en der kvæles).

 

Sambatossen fra modstanderholdet brokker sig over dommerens afgørelse- dette ender naturligvis i et gult kort- senere i kampen skal det vise sig af Lamme Rasser forsøger sig med en hånd på bolden- igen med lidt diskussion ender dette i et gult kort.

 

Øster vold har mest af alt tænkt sig at lade giganterne beholde bolden, men gør dog en pludselig indsats for at få fat i den- dette lykkes til alles forbløffelse og i et lykketræf lykkedes det for holdet at få scoret et mål og vi går ud af halvleg 1-1.

 

Anden halvleg har dommeren skiftet fokus- måske han blot har taget brillerne af- men spillet ruller og igen er det Los G der i langt overhængende grad har bolden. Igen bliv der lavet nogle gode angreb og hug imod en stærkt urutineret målmand- særligt er der et angreb der skulle have endt ud i et mål- der kommer et fantastisk oplæg, målmanden tvinges ud til stolpen, bolden kommer ind til en fri Lamme Rasser i modsatte ende af målet og på trods af det statiske umulige, ryger bolden over mål i en vinkel af 86 grader.

 

Der bliver i anden halvleg gået mere til stålet- det kommer til udtryk i at Niko bliver savet ned, uden nogen reaktion fra dommeren, men dog i et angreb fra Øster Vold, ved et skulderskub fra Søren, skal det udløse et frispark. Frisparket vækker Øster Vold til dåd og pludselig husker de hvad de er på banen for. Rasser tager en modspiller ned, som følges op af en komplet nedsmeltning af samme spiller- endnu et gult kort til begge omtalte spillere.

 

5 minutter inden kampen fløjtes af griber Øster Vold en chance og får føringen i et mål. Giganterne har alt at vinde og intet at tabe, men gejsten og troen på sejr er en saga blot.

 

Kampen ender 2-1 til Øster Vold FF.

 

Au2bias


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs IK i form

Tirsdag den 1. juni 2021 - kl. 18.40 - Kløvermarken

 

IK i form havde inden dagens kamp kun tabt en enkel kamp til topholdet Eisbären Junited. Derfor var det et oplagt Los G hold, der sad i omklædningen inden kamp. Til kampen var Dyrnæss, Søren, Jeppe, D, Nielsen, Thomas, Arnt, Strass, Frode og undertegnede.

 

Kampen startede nærmest perfekt. Efter 5 minutter havde giganterne haft 4 chancer og kampen stod 4-0 til Los G.

 

Først mål var en stikning i dybden fra Thomas til Jeppe. Forsvarsspilleren mistimer den, og Jeppe kan nemt tjatte den ind med ydersiden.

 

Andet mål sker ved en bolderobring på midten, en aflevering op til Jeppe, der tyrer den op i bryster på Thomas, der gudskelov ikke er begyndt at bænke for meget i hans træningsprogram. Han tæmmer den og sparker den op i nettaget.

 

Tredje mål kommer efter et hjørnespark, der ryger igennem feltet, hvor undertegnede står på bagerste og nemt kan sparke den ind.

 

Fjerde mål går så hurtigt, at Thomas lige pludselig kan sparke den ind til 4-0.

 

Derfra går der gummiben i giganterne. IK i form får scoret 2 hurtige mål. Resten af 1. halvleg er giganterne presset i bund, men holder standen til pausestillingen 4-2.

 

  1. halvleg forløber uden de store chancer til IK i form på trods af, at de presser på. Giganterne spiller afventende og får mange kontrachancer. En af kontrachancerne fører til det afgørende mål til 5-2. Thomas vinder bolden. Spiller den til Rasser, der spiller den tilbage til Thomas i dybden, hvorefter han er alene med målmanden. Målmanden redder den første, men riposten ryger tilbage til Thomas, der triller den mellem benene på keeperen.

 

Kampen ender 5-2, men det bliver noteret som en 6-2 sejr fra dommeren siden. Ingen ved hvorfor. Strassmann får derfor noteret det sidste mål på hans konto pba. Indtil flere meget flotte dribleture på kanten. Særligt en hvor han først sætter manden og kan løbe mod baglinjen, men lige venter på ham igen, for så at drible ham igen. Det må siges at være en mand med overskud efter hans utallige ture på driblecamp henover sommeren.

 

Rasser


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos - BK Abilgaard

Mandag den 7. juni 2021 - kl. 17.30 - Valby Idrætspark

 

Ikke mange husker kampen mellem de 2 stærkemandskaber d. 7. juni, men det gør jeg og nu skal i høre om den! Kampen bliver spillet på græsbane 46 i Valby, og Los G er fuldstændig klar over, at det er dårlig nyt for BK Abilgaard. Los G's fornemmelse med græstæppet, er nemlig utvivlsomt noget af det fineste, du finder i række D1. Faktisk har Los G vundet 100% af sine officielle græs-optræddender i 2021.

 

Kampen skulle dømmes af Kenneth Hemmingsen. En formstærk dommer, der de seneste 12 måneder har fået 46 dommeroptræddener under vesten. Mest målrig af disse, kan nævnes 9-2 sejren af Hornskov-heroes mod Svaneke Boldklub. Tennislegenden Bjørn Borg er født d. 6. juni, og det kunne ses på Los G's mandskab på dagen. Los G jagter nemlig tenniscifre, og stiller derfor med suverænt stærkeste trup. Ingen yderligere uddybning nødvendig. Trods stærk opstilling, bliver kampen tættere end håbet. Sejren cruises hjem med en sikker 2-0'er.

 

Niko


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs KiteDanmark BK

Søndag den 20. juni 2021 - kl. 10.00 - Valby Idrætspark

 

På trods af et tidligt startfløjt og grove tømmermænd hos store dele af kamptruppen, var optimismen stor i Los Gigantos. Dagens modstander KiteDanmark BK havde inden mødet med Los Gigantos en målscore på 7 - 40 efter 8 kampe. Der var derfor lagt op til en målfest i Valby denne solrige søndag formiddag. Med til kamp var Frode, Søren, Rasser, Thomas, Niko, Strass, Mücke, Niclas, Arnt og Dyrnæss. 

 

Første halvleg fløjtes i gang, og det bliver hurtigt klart, at KiteDanmark bestemt ikke er nogen frygtindgydende modstander, bedst eksemplificeret ved at det lykkes Niclas Hørup på én tur at drible halvdelen af modstanderholdet - dog uden at det fører til noget brugbart. På trods af den sløve modstand, går der et stykke tid før Los Gigantos får hul på bylden. Ca. midt i halvlegen bliver bolden spillet ind på midten fra højrekanten, og med et hug der ville gøre selv Andreas Christensen misundelig, får en forsvarsspiller fra KiteDanmark sparket den flot ind i eget mål. Derefter ruller bolden ind over stregen i en lind strøm, og Los Gigantos fører 5-0 ved pausen.

 

Anden halvleg starter nogenlunde lige så trægt som første, og det er tydeligt at koncentrationen hos giganterne falder, i takt med at temperaturen stiger. Hen mod slutfløjtet beslutter KiteDanmarks målmand, at han hellere vil spille angriber, hvilket efterlader et tomt mål i mere end ét tilfælde. Efter 11 scoringer, er Rasser barmhjertig ved modstanderen, og han sender bolden i eget net, hvilket giver dem blod nok på tanden til også at score et andet mål. Godt kampen ikke varede længere - det kunne måske være blevet spændende til sidst.

 

Med en sejr på 11-2 kan Los Gigantos gå på en velfortjent sommerpause på andenpladsen i puljen.

 

P.S. Det er ikke kun fodbold, denne kamp vil blive husket for. Hen mod slutningen af første halvleg bebuder Søren Truelsen, at han må forlade banen, fordi han skal kaste op. Til stor morskab for de to mandskaber (undtagen Søren), kunne kaskaderne af opkast mod asfalt høres i det meste af Valby og omegn. Dermed får vi den sjældne brækbøde i spil igen - godt at se, at vi stadig kan!

 

God sommer!

 

Dyrnæss


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs. Tempo

Søndag den 15. august - kl. 11.10 - Valby Idrætspark

 

Efter en velfortjent sommerpause skulle giganterne endelig i kamp igen. 

 

Desværre var der stadig feriestemning i truppen, hvilket betød at kamptruppen var noget tynd. 

 

Truppen bestod af Rasser, Strass, Nielsen, Thomse, Arnt, Mücke og to gange Lamme Rasser. 

 

Da kampen går i gang ses det tydeligt, at begge Lamme Rasser er skaffet af Kasper Strassmann. Den ene vil ikke slippe bolden og den anden laver ikke andet, end at løbe fra den ene ende af banen til den anden. 

 

Da jeg har været forhindret i at skrive dette kampreferat i meget lang tid ( af grunde som jeg ikke vil komme ind på), så må jeg ærligt erkende at jeg ikke husker målene. Men desværre spiler giganterne en forfærdelig omgang fodbold og taber 6-2. Ikke den bedste start på anden halvdel af sæsonen. Næste opgør mod Tempo er i sidste runde, hvor der skal fejres oprykning.

 

Mucke


__________________________________________________________________________________________

 

HEM vs. Los Gigantos

Tirsdag den 24. august 2021 - kl. 19.50 - Kløvermarken

 

Det var tid til kamp igen for giganterne. Og efter et nederlag i første kamp efter sommerpausen var giganterne klar til at få en ny sejr til samlingen. Der skulle dog ikke gå lang tid før det var op af bakke for giganterne da en modspiller sendte en bold afsted mod nærmeste stolpe og Dyrnæs nåede desværre ikke ned til bolden, øv øv. Kort tid efter havde modstanderholdet en hurtig omstilling og der blev sendt et godt indlæg ind i feltet til en fri modstander der sendte bolden i mål uden chance for Dyrnæs. Vi var nu bagud 2-0! 

 

I anden halvleg fortsatte vi med at være tålmodige og det gav pote. Thomse fik bolden ude foran feltet og efter et par hurtige Messi driblinger bankede han bolden i mål. 2-1.

 

Efter reduceringen pressede giganterne på og modstanderholdet begyndte at blive trætte. Det endte også med en lang flot bold i dybden til Thomse som på fornem vis sendte bolden i mål. 2-2. 

 

Det var tæt på at Thomse kunne gøre det til 2-3 på et frækt lop over målmanden.

 

Kampen endte 2-2 efter en god 2. halvleg af giganterne. 

 

Frode 


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs FC Borgen

Søndag den 29. august 2021 - kl.10.00 - Valby Idrætspark

 

Blot et halv døgn før kampstart havde Los Gigantos kurs mod en katastrofe, vi normalt altid styrer udenom. Vi melder aldrig afbud til kamp, fordi vi ikke kan stille hold, men med kun 6 tilmeldte lørdag eftermiddag, så det mere end svært ud at gennemføre kampen mod FC Borgen i Valby næste dag. Men takket være en feberredning fra Jeppe og hans kollega Lammerasser, samt pludselig tilmeldinger fra Pat og Nielsen lykkes det i sidste øjeblik at skrabe en overordentlig kompetent trup sammen. Den bestod af: Niclas, Rasser, Frode, Søren, Jeppe, Lammerasser, Pat, Arnt og Nielsen.

 

Los Gigantos havde med en 2-1 sejr fra første opgør i foråret den psykologiske overhånd mod FC Borgen, der til dagligt frister en tilværelse i den nedre del af tabellen. Derfor startede trænerteamet friskt og sekvtillidsfuldt ud ved at stille med den amerikanske midtbanedynamo Pat i startopstillingen. Pat var efter sigende en stjerne i highschool på netop den position, og trods lån af fodboldstøvler, der var tre numre for små, lagde han godt ud med flere bolderobringer.

 

Giganterne kom foran 1-0 på mål af Lammerasser, der trykkede godt af uden for feltet. 2-0 målet kom cirka midtvejs i første halvleg fra Søren Truelsen og var en sand perle. Han spillede et-to med Arnt og afsluttede selv helt ude ved stolpen, efter et flot løb op gennem banen og efter at have rundet mindst fem FC Borgen-spillere, der stod plantet i plastikgræsset. Et smukt mål og et mønstereksempel på det kombinationsfodbold, som det nye trænerteam har indført. Målet gav plads til at sætte Los Gigantos bedste spiller på banen. Efter at have fodret Theo og Pelle med pølsehorn på sidelinjen stod Nielsen klar til at komme ind, og med ham kom der ro på Giganternes forsvar. Det var der måske egentlig allerede. Desværre for Giganterne måtte Nielsen dog lade sig udskifte i anden halvleg, fordi Pernille efter en ellers flot fighterindsats måtte opgive at holde de to ivrige fodboldspillere Pelle og Theo fra at løbe ind på banen. Men selvom Nielsen måtte ud og være dørmand på sidelinjen klarede Giganterne at holde clean sheet, og dermed endte det med en fremragende 2-0 sejr.

 

Et imponerende resultat i lyset af de meget dystre udsigter lørdag. Tak for en fed kamp! Kursen mod C-rækken er sat.

 

Nielsen


__________________________________________________________________________________________

 

KAMPEN FOR AT UNDGÅ OPRYKNING

Los Gigantos vs. Eisbaren Jurnited

Tirsdag den 7. september 2021 - kl. 18.40 - Valby Idrætspark

 

Kalenderen siger start-september og vejret viser sig fra sin mildere side. Skyerne er grå, men temperaturen er høj og det smitter af på giganternes humør. Der er stor tro på tingene og drengene er klar til at gøre hvad der skal til, for at undgå oprykning til C-rækken.

 

Det er blandt andet bevist ved, at vi naturligvis ikke stiller med 10 mand og at kampens referent ikke er der til kampstart – Det var selvfølgelig clearet med bødemesteren, så INGEN GODE IDÈER RASSER!!

 

Kampen forløber angiveligt som den plejer: Los G står dybt og sparker væk. Men med effektive kontrastød får vi flere gange presset modstanderne.

 

Da jeg ikke selv var med til stort set hele første halvleg er det selvfølgelig umuligt at referere hvem der scorede og hvem der spillede godt.

 

Faktum er, at Los Gigantos med vanlig rutine trækker et 3-2 nederlag for at undgå oprykning til Række C.

 

D


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs. De grønne slagtere

Søndag den 12. september 2021 - kl. 10.00 - Valby Idrætspark

 

Los g var mødt op klar til kamp!! Sejren taler for sig selv da giganterne vinder 4-2!! Godt kæmpet drenge!!;)

 

Arnt


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos – Østre Vold IF

Tirsdag den 21. september 2021 - kl.17.30 - Valby Idrætspark

 

En stærk Los GIgantos trup var mødt til kamp på Valby Idrætspark denne våde tirsdag, og stod omklædt og klar 5 min inden kampstart. Thomses iskiasnerve have på mirakuløs vis valgt at sætte sig på plads, hvorfor han selvfølgelig startede inde på den centrale midt.

 

Da kampen bliver fløjtet i gang, går det hurtigt op for Giganterne samt modstanderne, at Los G mentalt slet ikke er mødt til kamp. Afleveringerne ligger skævt, løbemønstrene er ikke hvor de skal være og modtageren af afleveringerne står helt stille. Sidstnævnte koster et mål midt i 1. halvleg. Rasser, som i dagens anledning er røget på mål, lægger en hård men præcis aflevering til Niclas, som på dette tidspunkt agerer midtstopper. Niclas vælger at blive stående på sin position med flade fødder i stedet for at løbe bolden i møde. Dette gør, at angriberen nemt kan opsnappe bolden og stensikkert spille den forbi målmanden til 1-0. Helt klar Niclas skyld – det er alle enige om.

 

Denne stilling holder til pausen, hvor Thomse taler med store ord til de modløse Giganter. ”Nu kommer I fandme i gang! Vi er slet ikke mødt til kamp endnu!”

 

Dette virker tilsyneladende fuldstændig efter hensigten. I 2. halvleg leger Los GIgantos med modstanderen. Først bliver det 1-1 på et hovedstød af Thomse – perfekt aflevering fra midten af banen og op til Thomas som smukt header bolden i kassen. Herefter bliver det 2-1 på et smukt langskudsmål at Arnt. Et mål hvor Thomse 10 sekunder inden når at svine Arnt til for at placere sig det helt forkerte sted på banen; ”Du er jo ikke farlig når du står der!” 2-1.

 

Senere bliver det også til 3-1 på et mål af Lamme samt 4-1 på endnu et mål af Thomse. Sidstnævnte mål forårsagede desværre, at iskiasnerven endnu engang valgte at protestere og sætte sig på tværs.

 

Stærk 2. halvleg af Giganterne som fortjent forlader banen som vindere.

 

Jeppe


__________________________________________________________________________________________

 

IK var IK i Form

Los Gigantos – IK i Form: 3-0

Tirsdag den 28. september 2021 - kl. 17.30 - Valby Idrætspark

 

 

Det var igen blevet tirsdag, og der var igen kamp i kalenderen. Dagens modstander var IK i Form og det var på papiret en svær modstander vi skulle møde. De var ét af de hold som vi lå og kæmpede om oprykning med, og de var placeret 2 point bag LOSG, men med 2 kampe færre spillet. Så dagens kamp var altså en af de vigtige af slagsen, og det kunne man tydeligt mærke på LOSG-spillerne.

 

Til dagens kamp havde trænerteamet udtaget Nielsen, Shorty, Rasser, Strass, Niko, Jeppe, Hørup, Frode, Toby og Søren + de 2 First Team Coaches, Arnt og Mücke. Et umiddelbart stærkt hold at stille med, men stadig med ét problem: Vi havde ingen målmand i kamptruppen!

Det som startede som en lun september-aften blev hurtigt forvandlet til panik, da ingen af os frivilligt ville tage tjansen som målmand. Stemningen i omklædningsrum 4 blev hurtigt præget af dette, og mange sad og gemte sig med bøjede nakker og rettede stift deres blik mod deres fødder, i forhåbning om at den mørkeblå anorak ikke ville finde deres vej.

 

Den pressede stemning skulle dog hurtigt vise sig at blive erstattet med en følelse af lettelse og glæde, da målmandsproblemet løste sig selv – dog på en af de mest tragiske måder i LOSG’s historie. Kort inden kampstart meddelte Toby, at hans kærestes udstødning var eksploderet, og havde efterladt hele Søborg i chok! Han kom derfor naturligvis ikke til kampen, og målmandstjansen blev videregivet til Arnt, som byttede dagens rolle som First Team Coach ud med en tur i målet.

 

Med den forløste spænding, samt det tragiske uheld i baghovedet, virkede det som om, at vi spillede uden bekymringer. Folk tog ansvar, løb for hinanden, kommunikerede i kæderne, hjalp hinanden og spillede bare generelt bedre end normalt. Angrebsspillet flød og kombinationerne fungerede. Pasningerne sad lige i skabet og forsvaret lukkede af nede bagi, hvilket også resulterede i et clean sheet, som vi var meget glade for!

 

Vi vandt kampen sikkert med 3-0, og fik dermed lidt luft i tabellen ned til IK i Form.

 

Oprykningen ser i den grad ud til at være i hus!

 

Søren


__________________________________________________________________________________________

 

Los Gigantos vs. KiteDanmark

Søndag den 17. oktober 2021 - kl. 12.20 – Kløvermarken

 

Sidste gang vi mødte KiteDanmark, endte det med den største Gigantos-sejr i umindelige tider på hele 11-2. Så på papiret lignede det gode chancer for en sejr. Men et svagt fremmøde og et sygeafbud fra Hørup gjorde, at kun 8 mand var mødt til kamp på denne søndag. Heriblandt Arnt, som kom godt og grundigt bagstiv. Som den TV-star han er, valgte han at give interview til TV2-nyhederne i stedet for at varme op. Det øvrige hold bestod af Lamme Rasser, Abrahamsen, Dyrnæss, Mücke, Tobias, Nielsen og Strass, som tilsammen udgjorde en forrygende startopstilling.

 

Kampen startede med Los Gigantos i nogenlunde kontrol. Der blev skabt flere chancer, og efter ca. 15 minutters spil, kan Rasser spille Strass helt fri i dybden. Her demonstrer Strassmann vanlig skarphed alene mod målmanden med sit 3. mål i seneste 5 kampe. Hold da op for en målstime! Og 1-0 holder helt til halvleg.

 

I 2. halvleg begynder luften at gå af ballonen. Vi kan ganske enkelt ikke følge med et langt mere løbevilligt KiteDanmark-hold. Tobias gør dog en brav indsats, og viser særligt ved to lejligheder, hvordan man tackler helt igennem med hans velkendte damptromle-teknik.  KiteDanmark skaber på trods flere store chancer. Det resulterer midtvejs i en udligning efter et hjørnespark, som bliver headet godt ind. Dyrnæss var chanceløs.

 

Et andet hjørnespark skal blive særlig skæbnesvangert for Los Gigantos. Bolden kommer blødt ind over og Dyrnæss råber: ”Jeg har!”. Det havde han ikke. Det lignede et forsøg på at gribe en stang smør i en sauna iført luffer. Og bolden bliver fumlet mod mål. En meget overrasket Strassmann gør et heroisk forsøg på, at rette op på miseren, men får desværre ikke clearet bolden i første omgang. Og i anden omgang er det for sent, og der dømmes mål. Holdet vælger herefter at tildele Strassmann selvmålsbøden, hvilket jo objektivt må betragtes som et af Danmarkshistoriens største justitsmord.

 

For lige at færdiggøre cirkusset helt, begår Arnt straffespark i slutminutterne. Han vælger i en helt ufarlig situation, at ligge sig i feltet og låse bolden med begge fødder. Arnt er meget overrasket over at man ikke liggende må låse og løfte bolden, men kræver dog i det mindste, at dommeren skal dømme indirekte frispark. En dom der ikke findes i 7-mands-fodbold. KiteDanmark lader nådigst en af deres mindre skarpe angribere sparke, og straffesparket brages over mål. Så kampen ender 2-1, og vi beviser igen, at der ikke findes et hold så dårligt, at vi ikke kan tabe til det.

 

Strass


__________________________________________________________________________________________

 

Historisk flot sæson af Los Gigantos rundes af med sejr

Los Gigantos vs. Tempo

Lørdag den 30. oktober 2021 - kl.11.30 - Valby idrætspark

 

Bronzemedaljer eller den utaknemmelige fjerdeplads, som ingen husker. Det var de tog muligheder for en slutplacering i DAI’s D-række, som Los Gigantos havde inden sæsonens sidste kamp mod Tempo lørdag 30. oktober 2021.

 

Giganterne har alt for ofte smagt på middelmådige placeringer og alt for sjældent på ædlere metal, og derfor havde træneteamet udtaget en stærk trup til denne kamp. Nu skulle det være!

 

Truppen bestod af Dyrnæss, Nielsen, Søren, Rasser, Phar, Strass, Arnt, Mucke, Niko. På sidelinjen stod Bøhlers, Pernille og Theo klar til at følge kampen. Sidstnævnte faldt dog i søvn, inden dommeren nåede at fløjte op.

 

Kampen blev indledt i vanlig Los Gigantos-stil, når der er noget på spil: Elendigt. Hurtigt kom vi bagud 1-0, organisationen sejlede, og Phader skældte ud på alt og alle for at spille for dårligt og score for få mål. Phars egne brændte chancer fik dog ikke nær så kradse ord med på vejen.

 

Men Giganterne kom tilbage på et flot 1-1 mål, hvor Rasser og Søren spillede et-to, og Rasser til sidst satte bolden køligt i mål. 1-1 var pausestillingen derfor, og det var sådan set nok til at sikre Giganterne bronzemedaljerne. Men for et hold med så offensivt mindset som os, var det umuligt ikke at mose videre. Og det gjorde vi.

 

Der blev fightet forbindeligt i anden halvleg, og spillet begyndte også at ligne noget med fine detaljer og godt samspil. Faktisk var det så godt, at Pernille efter kampen udtalte, ”jeg kunne godt se, hvad I ville”. Det var så ikke altid den sidste skarphed var der, og blandt andet Nielsen havde flere gode hovedstødschancer, men valgte gang på gang at trække hovedet til sig i sidste øjeblik. Phar forsøgte sig også med en Zlatan – et saksespark fra midten af banen – men den gik heller ikke.

 

Vi skulle faktisk hen til cirka fem minutter før tid, før udløsningen kom. Men hvilken en! På et hjørnespark sneg Niclas sig frem i feltet og fik med et højt løftet ben bugseret bold op i nærmeste målhjørne, uden keeperen nåede at reagere. Giganterne var ellevilde, men Niclas stod selv som forstenet, og i ren Dolberg-stil kørte han den arrogante fejringsstil ved slet ikke at juble.

 

Scoringen knækkede fuldstændig Tempo, og ham hippien inde på midten, der konstant pev, hver gang Giganterne gik lidt til ham, vendte sig også mod sine holdkammerater. ”Jeg er kraftedme 45 år, mand!”, råbte han blandt andet til sine holdkammerater, da han som den eneste løb med hjem.

 

Der var total opløsning hos Tempo og til sidst hamrede Arnt et missil mod mål, der med garanti var gået ind. Men lige foran stregen satte Phar sin røv på bolden, som behageligt dæmpede kuglen og fik den til at trille stille og roligt over stregen. 3-1, og så var bronzemedaljerne hjemme.

 

Til slut begyndte Dyrnæss at trække tiden, når han skulle hente bolde bag mål, og det straffede dommeren helt fortjent med et gult kort. Bødekassen takker!

 

Den flotte sejr og dermed også tredjeplads i rækken blev fejret med pizza, kolde Kings og diverse alkoholiske drikke fra vores skønne sponsor, Vodka Bornholm. Den hårde kerne af Giganterne fortsatte ud på aftenen på bodega, partybowling og Old Irish. Sikken en dag!

 

Nielsen


Gigantos © 2007 - All Rights Reserved